Om folkemødet

Holberg Folkemødet Sorø sætter samtiden og fremtiden til debat i lyset af Ludvig Holberg, oplysningen og demokratiet.

Med Holberg Folkemødet Sorø samler Sorø Kommune nationale navne og lokale eksperter omkring et enestående program, der debatterer, underholder og oplyser om verden i Sorø og Sorø i verden. Et program, der rejser spørgsmål om og inspirerer til, hvordan vi lever livet bedst. Både set med nutidens globaliserede blik, med humanismens kultur og med erfaringens historiske perspektiv. Vi inviterer dig til at deltage i samtalen og blive inspireret, uanset om du er borger i Sorø Kommune, besøger Folkemødet fra København, fra resten af Sjælland eller fra Norden.

Idealer om demokrati, lighed og samfundssatire, uddannelse, kultur for alle og et balanceret forhold til naturen og ressourcerne er blandt temaerne, som Holberg og oplysningstiden giver os i dag. Med Holberg Folkemødet Sorø tager vi nutidens spørgsmål op om samfundets, kulturens og klimaets udvikling. Vi bringer historien til live med det smukke Sorø Akademi som kulisse. Folkemødet foregår i Akademihaven. Holberg havde et særligt forhold til Sorø Akademi, som han donerede sin formue til, hvilket har bidraget til, at Akademiet blomstrede og står flot i dag.

Kom, og oplev Sorø og verden gennem kulturen, naturen og historien med Holberg i hånden og oplysningen i ånden.

Oversigtskort over de tre zoner: natur, kultur og historie som omkrandser hovedscenen.